 |
RESTAURERING - ANTIKVITETER - BYGNINGSVERN - MEDIA YTTERSØ GÅRD |
 |
Johan Fredrik Sartz, 1763 - 1839
En embetsmannsfamilie på vandring En gang noe over midten av 1700-tallet flytter en Jens Sartz fra Danmark til tvillingriket Norge. Han ble døpt den 21.06.1736 i Århus. I Norge følger han embetsveien. Han blir klokker og noe senere konsumpsjonsforvalter i Skien. Der treffer han Kristine Bindrup som bor hoS prest Monrad på prestegården på Gjerpen rett utenfor byen. I registreringen til ekstraskatten av 1762, er hun oppført som hosboende på prestegården. Det var ikke uvanlig at døtre av de bedrestilte vokste opp hos slektninger som en del av dannelsesundervisningen. Det er kanskje rimelig å anta noe slikt i dette tilfellet. Her treffer hun åpenbart Jens Sartz. Året etter fødes deres første barn, som får navnet Johan Fredrik. Man kan jo spekulere på om giftermålet kom i stand pga. det forventede barn, da hun kort tid i forveien er klassifisert som hosboende hos Monrad. Vi vet at Jens Sartz led skade ved brann i Skien. Han flytter imidlertid med familien til Tønsberg, der han får stilling som postmester i 1779. Han flytter nok en gang, nå til Risør, der han er toller og postinspektør - innsatt i stillingen 22.10 1781. I 1792 forfremmes han til tollinspektør, åpenbart uten postmesterstillingen. Han dør i embetet og begraves 11 september 1794. Han er forøvrig også nevnt som toller i Holmestrand, muligens konstituert. Han var åpenbart et av de første medlemmer av Topografisk selskap, da han etter sin død hadde utestående kontingent. Om hans kone Kristine, vet vi lite. De får en sønn til, Mathias, som slo seg ned i Larvik som kjøpmann, der han døde i 1820-årene. Mathias Sartz enke drev siden opp en forretning i Larvik.
Teologi og fløytespill Johan Fredrik Sartz slo inn på embetsveien, som sin far. Men han valgte en mer åndelig side av statens virkefelt. Han valgte teologien, og ble opptatt som student ved Kiøbenhavns universitet i 1783. Om årene i Kiøbenhavn vet vi ikke så mye, men ut fra Sophus Bugges barndomserindringer, hvor han forteller en del om sin morfar forstår vi at han må ha trivdes i et selskapelig og lystig miljø. Han forteller at: «det er meg udenfor min familie fortalt, at det havde bidraget til hans ansettelse som præst i Larvik, at han havde vundet yndest i et adelig hjem i Kiøbenhavn ved sit fløytespill.» To sitater fra salmen skrevet til hans begravelse i 1839 belyser også hans formodentlig muntre natur og stadige nysgjerrighet på livets mange gåter: «Du, der tvang livet til at smile / For aldrens snee, som ungdoms vaar,..» - «Farvel du sagde til vaar jord, / Og vandrede mot lysets strømme, / hvor hos din fader nu du boer. / Med lethed løser du nu der / alt hvad dig var en gaade her.» Johan Fredrik Sartz ble uteksaminert som Cand. Theol. i 1787, viet til prest i 1788 og fikk stilling som kallskapellan til østre Risør by samme år. Hans far hadde sitt yrke her. Kan det være han hadde trukket i noen tråder for å hjelpe sønnen i gang med karriereren. I 1793 får han stilling som kallskapellan til Brunlaug under sogneprest Henne. Dermed legges grunnlaget for karrieren i Larvik by.
Starten på en karriere - arbeide og ekteskap Den 11. Februar 1795 utnevnes Sartz til sogneprest for Larvik og Langestrands menigheter. Samme år ber Moltke ham inntre i det Topografiske Selskap. Stiftamtmann Frederik Moltke (1754 - 1836) kom til Norge i 1781 og overtok stiftamtmannstillingen i Christiania i 1790. I 1795 ble han utnevnt til 1.deputert i generaltollkammeret i Kiøbenhavn. På hans iniativ ble det i 1791 sendt ut en «innbydelse til et korresponderende topografisk selskap for Norge». Selskapet skulle danne bindeledd for de mange lokale selskapene som var stiftet i 1770-årene. Målet var å kartlegge hele Norge, geografisk, økonomisk og kulturelt. Medlemmer måtte forplikte seg til å yte sitt ytterste for selskapets beste. De ordinære medlemmene forpliktet seg til å ut-arbeide en topografisk beskrivelse av et distrikt, prestegjeld, sokn eller et enkelt verk. Topo-grafisk journal kom jevnlig ut i årene 1792 - 1808. Arbeidet ledet opp til universitetssaken,noe senere. Johan Fredrik Sartz er beæret over innbydelsen, men peker på at han er redd hans embetsplikter kan legge bånd på hans yteevne til selskapets beste. Han poengterer dog at han ikke mangler gavnelyst. Tvertimot jo større virkefeltet, jo større blir evnen til å tilfredstille. Han aksepterer følgelig og vil ordne formalitetene under en Christianiareise om 4 uker. Da vil han også bringe sin salig fars kontingent i orden. Det er tydelig at Sartz er en vitebegjærlig mann som ikke viker tilbake for å utforske verden. Dette understrekes ytterligere i hans begravelsessang: «Farvel du sagde til vaar jord, / Og vandrede mot lysets strømme, / hvor hos din fader nu du boer. / Med lethed løser du nu der / alt hvad dig var en gaade her.» I 1798 gifter han seg med Else Bugge, datter av Johan Bugge og Maren Bøckmann. Deres ekteskap beskrives som særdeles lykkelig skal vi tro beskrivelsen gitt i forbindelse med Sartz begravelse: « I kiærligt ægteskab indgik han - med - Sin Gjenlevende Huustru, Else Bugge, - Der i ordets ædleste betydning, blev - Mandens ægtefelle og ømme Venninde, - Og som i 41 Aar - Trofast delede livets Glæder og Sorger - Med den til Evigheden forudgangne Mage. - Ved dette Ægteskab, Kjærligt og opriktigt som det var, - Fremkaldtes til Livet - Trende for den Afdødes faderhjerte inderligen kjære Børn, - Hvilke i forskjellig Alder, forlængst ere gangne forud for Faderen,…» Hun var mild, elskverdig og avholdt av alle, poengterer Sophus Bugge. Som ansvarlig for den selskapelige virksomhet i deres hjem må hun ha vært sosialt anlagt. Episoden med kommandør Søllings tyveri av en skinke antyder en viss toleranse og humoristisk sans. Forøvrig gir Reventlov i sine reiseberetninger fra 1811 en skildring av Johan Fredrik Sartz i yrkesutøvelsen som prest. Hendelsen er notert til den 8de september: «Vi besøgte langestrands Kirke, i hvilken Provst Sass (Sartz) prædikede. Der var, saavidt jeg kunde tælle, ikk- uns 12 Mennesker i samme foruden os, Provsten og Degnen, og den kan derfor vel undværes, og det ringe Personale finde plads i byens Kirke, der ikkuns til højtider skal nogenlunde fyldes. Til Middag havde vi et stort Diner hos Præsten, en god og veltænkende Mand.»
Den samfunnsengasjerte prost Sophus Bugge bemerker om Sartz: «Han hadde tror jeg, flere statsborgerlige enn kirkelige interesser.» Den 24 februar 1799 utnevnes Sartz til prost etter Schelven. Embedets inntekt er i 1805 oppgitt til 310 Rd. årlig. Da Larvik manglet offisiell prestebolig måtte han selv anskaffe en representativ bolig. Han kjøpte derfor det gamle grunnmurte hus ved kirkeodden, som i dag er sjøfartsmuseum. Det beskrives slik av Sophus Bugge: Min morfars hus var det nærmeste ved Skottebryggen. Paa nedsiden av Storgaden. Det blev efter min morfars død solgt til tollvæsenest. Det var anseligere end de fleste huse omkring da det var bygget av sten. Fra gaards rummet førte en bred steentrappe opp til anden etage. Man kom ind i et forværelse hvor der stod en billard. Dette forværelse kaldtes «Delen», et plattysk ord som, som jeg ellers ikke har hørt i Norge. Sartz inntekter skrev seg ikke bare fra embetet. Han drev skipsfart og handel. Noe som ikke var uvanlig blant embetsmenn. De fleste som hadde noe å investere i kystbyene, investerte ihvertfall i skipsparter. Han var også involvert i kaperfart under Napoleonskrigene. Under oppholdet i Larvik sommeren 1800 tok grev Ahlefeldt Laurvig for seg byens skolestell. Han la planer for en bedre skole for alle stenders barn. Larviks historie kan fortelle: «Byens sogneprest Johan Fredrik Sartz fik i aarene fremover travelt med at organisere byens skolevæsen. Han var dengang en mand i sine kraftigste aar, varmt intressert for folkeoplysningen og med godt kjendskap til de tanker og skolespørsmaal som var oppe blant tidens oplysningsmænd. Han fastsatte sammen med overinspek-tøren grænsene for byens to skoledistrikter, optok fortegnelse over de fattige og mest trængende barn i byen og paa Torstrand, og bestemte hvor mange barn fra Torstrand skulde nyde fri undervisning i Borgerskolen og Den grevelige friskole. Han fik ansat dyktige lærere, indførte tidsmæssige lærebøker og undervisningsmetoder, utarbeidet planer og instrukser for undervisningen og lærerne ved hver enkelt skole, førte stadig tilsyn med skolearbeidet og paasaa at forældre og skoleholdere gjorde sin pligt.» (Larviks historie , bind 1, s. 607-608.) Som en kurisositet kan nevnes at det som dyttemateriale bak en list på Yttersø, under restaureringsarbeidene i 1999 ble funnet rester av et magasin fra 1829 som blant annet inneholder en debattartikkel om eksamensordningen og elevenes møte med skolevesenet. Kanskje en etterlatenskap etter skolemannen Sartz. Han var forøvrig blant de største personlige bidragsytere til fattigskolen, med en sum på 1000Rd.
Politikeren «Han havde tror jeg, flere statsborgerlige enn kirkelige interesser……. Jeg husker at han endnu under sin siste sykdom var levende interesseret for det offentlige liv i vort land. Han måtte have avisen for sig, uagtet om han ikke længer kunde se, og derfor holdt den bagvendt.» (Sophus Bugge: Barndomserindringer) Sartz har ikke satt spor etter seg som politiker, men han deltok i viktige begivenheter. Han ble i 1814 valgt som representant til det første overordentlige storting, for Larvik og Sandefjord. Her traff han til alt hell for ettertiden, prost Frederik Schmidt, som i sine omfattende dagbøker ga et fornøyelig innblikk i det indre liv under Kielerforhandlingene, Eidsvollsforsamlingen og Stortingsforhandlingene i 1814. Vi får høre at Sartz taler til forsamlingen om det nye kongevalget. Sartz gikk inn for forening med Sverige og Carl Johan som ny konge. Scmidts sitat gir et levende innblikk i stemningen: Side 369, bind 2, 15 okt. 1814: «Vedr. nytt kongevalg: ….og nu regnede der taler ned , hvis innhold jeg verken kunde samle eller vil omtale, da de fleste av dem og maaskee alle bliver trykte. Bech åbnede ballett. Derefter kom Treschow, Koren som havde den originale idee at man kunde vælge Gustav den 4.s søn skjønt han ikke ansaae det gavnligt og derfor ikke heller vilde have denne deel af hans tale trykt. Sørensen, Aall, Reiersen, Lange, jeg, Sartz, prest Weidemann, Nansen, der talte extempore og begynte med: at mænnesket fødes hjelpeløs og vrøvlede derpaa en hoben om at skjoldmøen Norge skulde være Sveriges brud.» Johan Fredrik Sartz holdt to taler under stortingsforhandlingene. Den 20de oktober om hvorvidt en forening med Sverige er nødvendig og nyttig: «….jeg anser en forening imellom Norge og Sverrig for hiint Rige nyttig og under nærværende Omstændig-heder nødvendig. Men, var ikke Norges stilling i dette øieblik saa farlig, jeg skulle da raade til langt mer Betænksomhed og Forsigtighed ved dette Spørgsmaals Besvarelse. En overilende Beslutning vilde have uberegnelige Følger. Det ere ene naboe-Magtens vældige indflydelse og vaaben - stildstandens nær forestaaende Udløb, der kan bevæge os til Spørgsmaalets hastige Afgjørelse. Men om saa hastig, at intet vilkaar skulde forud bestæmmes, at end ikke Hovedpunkterne skulde bringes i Rigtighed, det overlades de Herrer Representantern-ers modnere Omdømme. Mig synes Sverigs Regjering burde, i Følge Conventionen i Moss, ikke foreslaae de mange Forandringer i vaar Constitution, som dens i Stortinget fremlagde Forslag indeholder, og hvilke aldeles ikke ere nødvendige ved begge Rigers Forening……..» Neste tale holdt han den 25te oktober om naturalisasjonsretten. Den svenske regjering ville at kongen skulle ha denne. Mange stortingsmenn så i dette en fare for at man da ikke kunne begrense bruken av svenske embetsmenn i norsk forvaltning. Sartz uttalte bl.a: «man tænke seg også det dybt nedslaaende og krænkende for hver Norges mand, at see landets civile eller militaire Embeder…besatte med Svendske Mæend, og det paa en Tid da man taler saa høit om Nationernes Frihed og Selvstændighed og Nationalitet. Skald da Normænderne bestandig bære Statens Byrder, men være udsatte for at see Fremmede tilvænde sig Statens største Fordele? Normennene skal besidde de smaa Embeder, der kuns giver Sorger, Bekymringer og Brød for en liden Familie, medens Fremmede gaae af med de vigtigere og federe? ……….Mon ikke Enerettigheden til Landets Embeder, og især til Landets større Embeder, vil op-flamme mange formuende Fædre til at skaffe deres Sønner en Opdragelse, der kan bane dem vei til Statens hædersporter?……….Enhver der ønsker sit Lands Vel, og endmere Nationernes Repræsentanter, vil med aabne Arme modtage enhver Mand, fra hvilkensomhelst Verdens hjørne, der med sin Videnskab eller Konst bidrager noget Mærkeligt til Nationens Dannelse, eller til at forskaffe den ønskede Fordele, og, uden at udsætte dette mange aar, erkjenne sin Forpligtelse til at meddele ham en Innfødts Rettigheder. Siger man endelig: Disse tvende Nationer bør dog, til fælleds Del, saameget og saasnart muligt er, amalgameres. Dette endog antaget, for ikke at tjede med overflødig beviisførsel, svarer jeg: Dertil er Tiden endnu langt borte…..» Presten Pavels skrev dagbøker fra stortingsforhandlingene og har følgende karakteristikk av Johan Fredrik Sartz: ”Laurvig: 45. Provst Sartz. Jeg hørte han kun et Par Gange fremføre sit videtur i Pengeaffærer, som nok ogsaa er denne formuende Mands Hovedsag.” Claus Pavels hadde neppe altfor mye til overs for Sartz og oppfattet ham som stridbar og tilhørende den poltiske opposisjon: ”….jeg skulde dog tro, at Provst Sartz var den ene, og var da blandt disse 26 stridbare Mænd 8 Præster og en theologisk Candidat, der ikke viste sig her som Fredens Sendebud. Hvis Aall, som jeg antager, var den 26de, viste Kjøbmandsstanden sig meget krigersk, da alle dens Medlemmer paa Storthinget voterede mod de Svenskes Forslag. Af de fem Officerer vare tre mod, to (Sibbern og Krabbe) for Forandringen, og hos Krigere undres man ikke over denne Pluralitet” Prost Schmidt forteller også at fritiden mellom forhandlingene gjerne ble utnyttet til et godt glass Madeira: Jeg vilde gjøre en visit hos den nye statholder Grev Essen og blev praiet af Sartz og Neumann der havde samme forsæt, men forinden vilde have mig til at drikke et glas Madeira, hvorimod jeg naturligvis intet kunde have. Hos Essen, der boer hos Smør-Haaken, fik vi ikke alene ingen Audience, men havde endog Møje med at finde et Væsen, til hvem vi kunde levere vore Billetter.Vi gik nu tilbage til Sartz som logerer hos Marcus Pløen og drak hos denne atter et Par Glas Madera. Essen skal være vred fordi Storthinget har ansøgt om at faae krondprindsen til Vicekonge. Efter Maaltidet havde vi besøg af Hount, samt visitter af fruerne Wibe og Aubert. Vi vare budne til Aaberg(General-Auditøren) og gik dit Kl. 7. Der var Com-mandeur Fabricius, General Krigs-commissair Rode og major Lindemann. Aftenen tilbragte vi med Passiar og Musik og efterat have fortæret vor gaasesteeg og røgt Qvelspiben skildtes vi ad mellem 11 og 12.»………….«Vi vare budne til Økern til middags og bleve hentede dit av Mariboes vogn. Ved at stige ind i den fik Pavels sin hat revet af og ned i snauset. Vi hentede Etatsråd Treschow. Paa Økern traf vi Diriks, Christie, Hagerup, Provst Sartz, Capitain Ræder, Pastor Schultz, Major Hegermann og oberstlieutnant Krabbe af Storthingsmændene og for resten Hafner, Roll, Sem, David Thrane og Secretair Rougtvedt. …..Kl. 10 ½ reiste tilbage i bækmørke og styrtende regn.» Ellers var Sartz medlem av deputasjonen til Christian Fredrik den 10.oktober. Deputasjonen besto av 25 representanter, vesentlig de som ikke før hadde truffet ham. Møtet fant sted på Ladegårdsøen med Treschow (ikke å forveksle med Treschowfamilien som overtok grevskapseiendommene i 1835) som deputasjonens leder. Sartz engasjerte seg i arbeidet med å reise midler til en erkjent-lighetsgave til stortingspresident Christie for hans innsats: «En af provst Sartz, mig og Agent Nilsen udstædt Indbydelse til Subscription paa et agtelsestegn for vor ud-mærket brave Præsident, har ialt indbragt over 1500 Rbd»……………….. «Efter storthinget samledes Sartz, Treschow, Ræder, Stenstrup, Aall og jeg hos Agent Nilsen for at overlægge om det Agtelsestegn som skal ydes Storthingets præsident og blev man da enig om, at det skal være en Guldpokal paa 30 Lod, hvorpaa mit før-hend anførte Vers skal staae som inskription. Stenstrup og Ræder overlægge med Munk om tegningen.» Johan Fredrik Sartz rikspolitiske karriere endte så langt vi vet i 1814. Hans liv tar imidlertid snart en ny og dramatisk vending. Forretningsmannen Den siste greve ga opp Laurvig grevskap 1805. Kongen ble da sittende med administrasjonen av de store landeiendommene og Fritzøe verk, en bedrift som hadde blomstret under Gyldenløve og de senere grever, men nå var nedslitt og preget av års manglende effektiv administrasjon. Etter 1814 blir det stadig mer pres-serende for Danmarks konge å kvitte seg med det tidligere grevskap. Kielertraktaten fastslo nemlig at danske eiendommer i Norge kunne selges som vanlig eiendom innen 6 år. Forskjellige interessenter melder seg, men det blir et lokalt interessentskap som får tilslaget. Interessentskapet besto av kjøpmann Mathias Sartz, amtsforvalter Falch, Børre Gether og prost Johan Fredrik Sartz. De fik i stand en låne og kjøpsavtale som innebar at en større del av kjøpesummen skulle betales i avdrag over 5 år. Den samlede kjøpesum ble satt til 498012spd. Kjøperne havnet umiddelbart i en del tvister vedrørende det tidligere grevskapets rettigheter. Enkelte av privilegiene var grevskapsrettigheter og de ble derfor på folkemunne døpt «grevlingene». Fra begynnelsen av var de nye eieres økonomiske situasjon svært vanskelig. Skogene var utsatt for rovhogst i de foregående år. Jernverket og sagbruket ble som alle andre virksomheter merket av den generelle økonomiske krisen. Administrasjonen var preget av mange år med selvtekt og manglende oppfølging. Gjennom opphevelsen av adelsprivilegiene bortfalt gunstige ordninger. Da fristen for nedbetaling av gjelden til kongen utløp i 1822, var bare halve gjelden innfridd. Sviktende markeder og den generelt nedkjørte tilstand grevskapseiendommene var i, satte sine spor. I 1827 fikk man i stand en gjeldsordning som innebar at kongen fikk et pantobligasjons-brev på 367000 norske specier. Allerede i 1820 hadde Johan Fredrik Sartz løst ut sin brors andel. Han var således den største interessenten. Medeierne var klar over sin situasjon. I 1828 skriver Sartz et brev til William Archer hvor han ber ham være behjelpelig med å skaffe en kjøper i England, til hele eller deler av eiendommene. Markedsføringen må gjøres under den største diskresjon. Sartz legger ved sin egen kortfattede beskrivelse av eiendommene: « Laurvigs Grevskap er beliggende i Aggershuus stift 19 ½ geografiske miil i S.W. fra Christiania i nærheden av søen, i den skjønneste egn og under det behageligste og mildeste Himstrøg i Norge. Eyerne besitte med fuld eyendomsret circa 445 Sku Tunge i Grevskabet, og udenfor Grevskabet i forskjællige Præstegjeld omtrent 60 Sku - tilsammen omtrænt 500 Sku Tunge, der efter den i statens offentlige taxt udgjør omtrent 1/80 deel af heele landets Matriculskyld, eller af alle Norges Landeyendomme, foruden dets Værker og Bruger der bekjendt ere de betydeligste eller bedste i Norge. Af jordegodset har næsten 2/5 Deele mer og mindre betydelige Skove af Eeg, Bøg, Gran, Fyr, og andre Træsorter - de øvrige 3/5 Deele lidet eller ingen Skov, som kan undværes fra Gaardens egne Fornødenheder. Dette skovløse Gods kan altsaa i tildfældet af salg got afskilles fra det øvrige Skovgods. - hvorimod hiint ikke bør afskilles fra Værkerne og Brugerne. Indtægterne af Jordegodset Beløber aarligt naar afgifterne af Møllebrugene iberegnes - imellem 7 a 8000 norske specier, men kan forøges til det mange dobbelte, efter som Jordegodset bliver disponibelt, eller leylendingerne bortdø. Mængden eller rettere nesten alle nærværende Brugere af Landeyendommene betale eyerne kuns en ubetydelig aarlig Afgift, men ere derhos forpliktede at udføre alle arbeyder, Øgter, Kjørsler og Drifter som Eyerne paalæg-ge dem, og for en af Eyerne bestemt billig Betaling.» William Archer greier tydeligvis ikke å fremskaffe kjøpere og situasjonen vedvarer til 1835, da etatsråd og generalfiskal Willum Frederik Treschow kjøper pantebrevet av kongen. Treschow hadde intimt kjennskap til grevlingenes økonomiske situasjon da han lenge hadde vært kongens juridiske rådgiver i gjeldssaken. Han fungerte for øvrig som statsadvokat i saker der kongehuset følte seg fornærmet ved frimodige ytringer. saken ville i dag blitt klassifisert som innsidehandel. I forkant tilbød medeierne en ordning av gjeldproblemet og det blir et kappløp mellom Frederik Falch jr. som tilbyr seg å reise pengene og Treschow. Sistnevnet går i land på bryggen i Larvik 15 sept- ember 1835. Etter en langvarig og hissig prosedyre måtte medeierne innse at eiendommene var tapt. I 1820 hadde medeierne skilt ut personlige eiendommer fra grevskapet. Sartz hadde på denne måten fått Yttersø Gård som han tidligere hadde bygslet. Treschow lot de tidligere med- eiere beholde disse eiendommene. Yttersø Gård ble solgt til Treschow i 1847. Sartz satt ikke helt ribbet tilbake etter grevskapseventyret. Allerede på begynnelsen av 1800-tallet hadde han inntekter av jordeiendom og skipsfart. Han var involvert i kaperfart og lønnen som prost utgjorde ikke størstedelen av inntekten. Fredrik Scheel skriver i Den norske sjøfarts historie: «Blant rederne i Larvik var prost Sartz. At en geistlig sto som skipsreder var ikke helt enestående, og egentlig ikke helt enestående…..Før sparebankenes tid var kysten rundt skipsparter den vanlige form for mindre kapit-alanbringelser……Ved provstens side sto i Larvik B.Gether, I.I. Bugge, I&A. Bugge, M. Bucholm og forskjel-lige Falkenbergere. Men ingen av dem raget særlig frem.» Han satt også fremdeles med landeiendommer utover Yttersø. Sophus bugge nevner således: "De første private eiere av grevskapet kunne ikke overholde sine forpliktelser likeoverfor sælgeren, kongen av Danmark. Salget gik da tilbake, og kjøberne ble af folkevittigheten kaldt grævlinger. I min familie var der den tro at, at stillingen havde kunnet være holdt, hvis de norske kjøberes agent havde optrådt med større konduite i Kiøbenhavn. Min morfar sat dog fremdeles i gode kår. Efter min morfars død flyttede bedstemor Else hen til os og boede i anden etage. Hun var afholdt af alle, især af børnene i huset, og døde først efter at jeg var bleven student………….Gjennem min faders forretninger blev jeg også tidlig kjendt med mange bønder. Forholdet til flere af dem havde meget af patriarkalske tiders trohjertighet. Det var dels bønder fra Larviks nærhed. Thi flere af mine slægtninger eiede gaarde omkring Larvik, og efter min morfar havde mine brødre og jeg faaet gaarden Dreng i Tjølling i arv……….Især om sommeren færdedes eller boede jeg oftere i mine sidste skoledage ude paa Dreng eller andensteds paa landet i nærheden af Larvik. Da Dreng laa ved Viksfjorden og var nabogaard til Kaupang, fik, tor jeg, her mine vaagnende histor-iske interesser ligesom fast fodefæste. I de tidligste aar jeg mindes, gik de samtaler jeg hørte, ofte tilbage til «krigens tid». Der fortaltes om dristig fangst og seilads med kaperskibe."
«Aftenskumringen omhyllede synskredsen» Sartz yndlingsgård Yttersø sto antagelig ferdig nok til bruk i 1834. Han dør i 1839 og det fremgår klart hvilket nært forhold han hadde til sin lystgård. Man kan gå ut fra at den varme årstiden ble tilbragt her ute. Han skal ha vært åndsfrisk til det siste. Han dør, antagelig etter sykdom: «Her - lagdes til hvile - De mødige , jordiske, Levninger - Af - (dødsmeddelelse i Jarlsberg og laurvigs amtstidende torsdag 21 mars 1839) Vi troede ei saa snart at tabe / Dig, elskede, hederlige væn! / Vi troede vaaren vilde skabe / En vaar udi dit Bryst igjen, / Og at du paa dit Yttersøe / en mørk høstaften vilde døe. / Det blev ei saa. - At paa de steder / du pleied her saa mange aar, / staar hængebirken nu og græder, / Dit Drapa Laugens vover slaaer / og lundens stemmer lyde: fred! / Naar sol står op, naar sol gaaer ned.(sang til begravelsen) Et par andre utdrag fra sangen skrevet til begravelsen kan stå som oppsummering av hans liv, i 1800-årenes romantiske og sentimentale ånd: Saa har du nu lagt dig til hvile, |
|---|
 |